Foreningen Ordkraftasdfaf

Billede tilknyt til nyheden om

Litterære folkehøringer rykker ud: Samtaler om fællesskab i Vokslev, Vestbjerg og Kongerslev

14. 11. 2025

Hvordan skaber vi stærke fællesskaber i de små lokalsamfund? Det spørgsmål stiller vi tre inspirerende aftener, hvor litteratur og samfundsdebat mødes. Forfatter Niels Krause-Kjær og samfundsforsker Johannes Andersen tager temperaturen på livet i provinsen og inviterer til samtaler om drømme, muligheder og handling.

I november rykker litterære folkehøringer ud i Aalborg Kommunes opland. Her kan du møde to skarpe stemmer, der sætter ord på fællesskabets kraft og giver stof til eftertanke:

  • Vokslev – Hvad drømmer vi om?

    Tirsdag den 25. november kl. 19.00–21.00 i Vokseværket.

    En aften med oplæg, samtale og fællesskab.

    Der serveres kaffe/te og en småkage i pausen – og du kan købe øl og vand undervejs. Kl. 18:00 inden arrangementet byder Vokslev Samråd på et par stykker smørrebrød, men dette kræver tilmelding med navn og deltagerantal på SMS 61 54 18 14 senest søndag d. 23. november.

  • Vestbjerg – Hvad skal vi med Vestbjerg?

    Onsdag den 26. november kl. 19.00–21.00 på Vestbjerg Skole.

    Efter oplæggene åbner vi for samtaler i mindre grupper.

    Der serveres kaffe/te i pausen, øl og vand kan købes undervejs, og 5. årgang på Vestbjerg Skole har bagt kage til arrangementet.

    Tilmelding kræves til soeren.malthe.nielsen@aalborg.dk 

  • Kongerslev – Hvor vil vi hen?

    Torsdag den 27. november kl. 19.00–21.00 i Kongerslev Idrætscenter.

    Kom og vær med til en aften med inspiration og fællesskab.

    Der serveres øl/vand, kaffe/te og kage i pausen. 

    Tilmelding kræves til info@kongerslev9392.dk 


Alle arrangementer er gratis og en del af de litterære folkehøringer i Aalborg Kommune – i samarbejde mellem Foreningen Ordkraft, Aalborg Bibliotekerne og med støtte fra Nordea-fonden.